Gratis

Fugleliv ved skov og sø

Beskrivelse

Spred vingerne og flyv med til fuglenes forunderlige univers 

Har du nogensinde drømt om at kunne flyve? Altså sådan rigtigt? Forestil dig at kunne svæve hen over trækronerne se vandløbene sno sig gennem landskabet. Det lyder fantastisk at være fugl, men det er ikke altid lutter lagkage – især ikke om vinteren. Tag med på fugletur og bliv klogere på fugle. 

Aktiviteter

Fugleturen kan starte i Naturskolen med et kig på nogle af de udstoppede fugle. Der er mange modeller at vælge imellem – hvorfor mon fuglene er forskellige? Efter en intro til fuglenes opbygning og levevis, går vi på fugletræningsbanen. Her øver vi os i at spotte fugle og liste os i position - og så skal vi i skoven! Her skal vi først og fremmest lytte os frem til fuglene, men vi får helt sikkert også flere fuglearter at se. Undervejs søger vi svar på det, der undrer os. Fryser de fx, når de står med de tynde ben i vand eller sidder på en gren i den forblæste skov? Vi kan medbringe kikkerter og notesbøger, så vi kan genkende og notere de fugle, vi ser. Efter turen er det muligt at lave fx foderkogler, skumfugle, måske fuglekasser eller noget helt fjerde som en god afrunding på dagen - aftal nærmere med naturvejlederen.

Forberedelse

For de yngste: I kan fx lave kikkerter hjemme i klassen ved at lime to toiletrullerør sammen (eller køkkenrullerør, hvis det skal være med ekstra kraftig forstørrelse...). Mal og pynt kikkerterne og sæt en lille snor i, så den kan hænge om halsen. Sådan en kikkert forstørrer naturligvis ingenting, men den lukker mange forstyrrelser ude af ens synsfelt, og det kan hjælpe til at skærpe fokus og opmærksomhed på småfuglene i træer og buske.  

For de lidt ældre: I kan også lytte til fuglestemmer på fuglestemmer.dk. I kan vælge nogle af følgende: Bogfinke, musvit, blåmejse, sjagger, stor flagspætte, rødhals, spætmejse, halemejse og gærdesmutte. Vælg ikke for mange - det kan være svært at overskue. I kan evt. lave jeres egen bingoplade med fuglebilleder, så I kan krydse af hvilke arter, vi ser på turen.

Efterbehandling

Sæt et foderbræt op eller ophæng foderrør med forskelligt foder i hvert rør. Så kan i undersøge på skolen eller derhjemme, hvilke fugle, der kommer til jeres foderpladser. Hvis I registrerer jeres observationer, kan I finde ud af, om fuglene foretrækker en bestemt type foder - eller at spise et bestemt tidspunkt på dagen? Måske kan I også undersøge hvilke fugle, der lever ved jeres skole - og prøve at finde ud af, hvordan man kan tiltrække flere eller bestemte fuglearter, fx med redekasser, beplantning eller andet. 

Formål

Målet med forløbet er, at eleverne lærer at genkende enkelte, almindelige fuglearter på udseende og lyd - lærer om fugles livsbetingelser og årstidernes betydning.

Kompetenceområde

  • Undersøgelse > Organismer
  • Modellering > Organismer
  • Perspektivering > Organismer
  • Kommunikation > Formidling, Ordkendskab.

Lærerrolle

Hjælpe eleverne til at genkende stof fra undervisningen, være aktivt deltagende og understøtte eleverne i aktiviteterne. Husk at kontakte naturvejlederen i god tid, hvis I vil lave workshop efter gåturen.

Sted
AQUA Naturfagscenter
Vejlsøvej 55
8600 Silkeborg
Tilmelding
Tlf.nr. 89212173